|
Det moderne gennembrud
Voldene falder – København vokser Før 1800-tallet var København en lille og tæt bebygget by. Byens huse lå samlet i en klynge bag voldene, der beskyttede kongen og borgerne mod fjender. Men som tiden gik kom der flere og flere indbyggere til op, og snart var København overbefolket. I 1853 skete det uundgåelige: Der spredtes en koleraepidemi i byen, hvor næsten 5.000 mennesker døde. En af årsagerne var, at København var en lukket by. Folk boede alt for tæt, og hygiejnen var dårlig, så sygdom spredtes let. Året før koleraen - i 1852 - var det ellers blevet tilladt at bygge på det ydre ”demarkationsterræn”, som lå mellem søerne og Jagtvejen/Falkoner Allé. Demarkationsterrænet var det stykke jord rundt om byen, hvor der ikke måtte bygges. Der skulle nemlig være frit udsyn over disse marker, så man kunne se, om der var fjender på vej mod byen. Men med koleraepidemien kom dødsstødet for København som gammeldags fæstningsby. I 1857 blev voldene sløjfet, og voldterrænet og det indre demarkationsterræn mellem voldene og søerne blev nu også givet frit til bebyggelse. Forskellige arkitekter gav nu deres bud på sløjfningen af voldene. Nogle ville ikke bevare noget som helst, andre ville bevare hele anlægget. Resultatet blev et sted derimellem: Kastellet og Christianshavns Vold blev bevaret, og resten af arealet blev lagt frit. Københavns Kommune købte al jorden - med undtagelse af Botanisk Have - og nedsatte et udvalg, der skulle lave en byplan for området. I dette udvalg sad bl.a. arkitekt Ferdinand Meldahl - en af fortalerne for, at en del af det gamle voldanlæg blev bevaret. En byvandring er en anderledes måde at opleve og opdage Københavns historie og arkitektur på. Oplev med egne øjne den arkitektoniske stilblanding, som kendetegnede slutningen af 1800-tallet. Periodens markante bygningsværker vidner om, at tidens arkitekter var inspireret af både Orienten, Frankrig og England. Bygningernes facader er udsmykket med finurlige detaljer. Forskellige mønstre og effekter snor sig i friser og rammer om vinduer og døre – alt er muligt med tidens nye arkitektoniske stilart: historicismen. Golden Days har udarbejdet to forskellige virtuelle ture, som giver mulighed for at opleve Københavns forandring fra lukket fæstningsby til voksende metropol:
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||