Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
Artikler
Biografier
Niels Ryberg Finsen
Ferdinand Meldahl
Estrup
Charles Ambt
Louis Pio
Rasmus Frederik Hendriksen
Chresten Berg
Anna Hude
Natalie Zahle
Carl Frederik Tietgen
Knud Pontoppidan
Musik
Byvandringer

Til forsiden
Sitemap


 



Det moderne gennembrud

Knud Pontoppidan

Knud Pontoppidan

Dr. med. (1853-1916)

Knud Pontoppidan blev cand.med. i 1876 og specialiserede sig i psykiatrien på Københavns Kommunehospital og på Skt. Hans i Roskilde. Han blev dr.med. i 1883 på en afhandling om den kroniske morfinisme.
Knud Pontoppidan er ikke nær så kendt som sin bror, forfatteren Henrik Pontoppidan, eller som en tredje bror for den sags skyld, Morten Pontoppidan, der var en fremtrædende grundtvigiansk højskolemand. Hvis man kender ham, er det som en figur hos Amalie Skram og Herman Bang. De var begge patienter på Københavns Kommunehospital, hvor Pontoppidan var overlæge på VI afdeling, og Skram portrætterede ham lidet flatterende som Professor Hieronimus i romanen af samme navn, og Bang brugte ham som forlæg for overlægen, en bifigur i ”Ludvigsbakke”.

Kommunehospitalet i København 1868

Pontoppidan udgav en hel række bøger og forelæsninger. De bærer præg af et stort sprogligt mesterskab. Hans prosa er blevet fremhævet som et forbillede i skolernes danskundervisning. Af samme årsag var hans forelæsninger i psykiatri for de medicinske studenter rene tilløbsstykker. I sine forelæsninger behandlede Pontoppidan bl.a. sammenhængen mellem den moderne livsstil og psykiatriske lidelser. Han mente, at storbylivet havde som konsekvens, at det menneskelige nerveapparat i bogstaveligt forstand blev nedslidt, og at det var årsagen til de mange nervelidelser i nyere tid. Alene at færdes på gaden var nedbrydende for nervehelsen: ”Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide.”
Dermed blev Pontoppidan også eksponent for det, man har kaldt medikaliseringen af det 19. århundrede, den proces, hvor den medicinske videnskab påtog at diagnosticere og behandle stadig flere samfundsproblemer.
Den offentlige opmærksomhed omkring hans virksomhed på Kommunehospitalet tvang ham til at rejse i 1897. Herefter virkede han en kort tid i Århus, indtil han i 1901 blev professor i retsmedicin. Han måtte trække sig tilbage i 1913 pga. svigtende helbred og han døde kun 63 år gammel.