Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
	Artikler
		Urbanisering
		Vandring
		Industrialisering
		Videnskab og teknik
		Politik
	Biografier
Musik
Byvandringer

Politik

I 1866 var grundloven blevet revideret i en mere konservativ retning, og det dannede grundlag for en konflikt mellem Højre og Venstre, der skulle vare århundredet ud. Allerede ved valget i 1872 fik det såkaldte Forenede Venstre flertal i Folketinget. Det var den første egentlige partidannelse i dansk politik, en sammenslutning af medlemmer, der hovedsageligt repræsenterede landbefolkningen, det vil sige de mere velbjærgede gårdmænd. De udgjorde kun en lille del af landbefolkningen, men til gengæld var de både selvbevidste og velorganiserede. De stod bag højskoler, andelsmejerier, missionshuse og idrætsforeninger. Især skydning var en foretrukken idræt blandt bønderkarle – og studenter for den sags skyld – for det gav dem mulighed for at lære eksercits og opnå øvelse i våbenbrug. Udadtil ville de opruste mod truslen fra et stadig mere samlet Tyskland, men indadtil mente de mest kritiske af dem, at det måske også kunne blive nødvendigt at gribe til våben for at ændre på tingenes ellers så uafhjælpelige tilstand i Rigsdagen.

Takket være kongens støtte og et meget konservativt Landsting behøvede regeringen ikke Venstres opbakning. Et afgørende stridspunkt var landets forsvar. Regeringen satsede entydigt på Københavns forsvar på bekostning af provinsen. Vestvolden og de københavnske søforter blev anlagt og udbygget i det 19. århundredes sidste årtier. I 1877 og i en længere periode fra 1885-94 kunne regeringen Estrup endog tillade sig at gennemtrumfe en foreløbig – eller såkaldt provisorisk - finanslov imod Folketingets flertal. Først systemskiftet 1901, der gav Venstre regeringsmagten, knæsatte det parlamentariske princip, at ingen regering kan sidde med et flertal i Folketinget imod sig.

Borgerskabets magt
Regeringen var båret oppe af det store hartkorn, industrien og det højere borgerskab. Estrup selv var en af landets helt store godsejere. De mente, at et gennemført demokrati ville være en trussel mod stabiliteten og den nationale enhed. De frygtede pøbelvælde og anarki, hvor enhver blot søgte at pleje egne interesser, ”partigængeri”, som de foragteligt sagde om bøndernes og arbejdernes forsøg på at organisere en effektiv opposition. Selv mente de sig langt bedre skikket til at virke for det almenes vel, for de var i forvejen i kraft af embede eller ejendom vant til at bære et stort ansvar.


 
Socialdemokratiet
Den store arbejderbefolkning i København gav grundlag for en socialistisk bevægelse, der efter nogle tilløb fandt sin form i 1871 i Louis Pios danske afdeling af Første Internationale, der et par år senere fik sit velkendte navn, Socialdemokratiet. Det var i de første år af sin eksistens revolutionært og støttede den skærpede arbejdskamp og blev mødt med strenge repressalier af myndighederne. Regeringen frygtede en gentagelse af den arbejderopstand i Paris i 1871, som måtte slås ned med brutal militær magt, den såkaldte Pariserkommune. Det nærmeste man kom parisiske tilstande var ved det berømte ”Slaget på Fælleden”. En demonstration med Pio som taler var blevet anmeldt til at finde sted den 5. maj 1872 på Nørre Fælled, men politiet lod Pio fængsle, og de fremmødte demonstranters møde med ordensmagten udviklede sig til et masseslagsmål. Socialdemokratiet vandt dog sammen med fagforeningerne stor tilslutning og sad ved århundredeskiftet på næsten halvdelen af pladserne i Københavns borgerrepræsentation.