Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
	Artikler
		Urbanisering
		Vandring
		Industrialisering
		Videnskab og teknik
		Politik
	Biografier
Musik
Byvandringer

Urbaniseringen

Paris var det 19. århundredes hovedstad, forbilledet for ikke alene kunst, litteratur og selvfølgelig mode, men også en målestok for den moderne storbys liv, som det udspillede sig på caféer, i teatret, på gaden og i selskabslivet. Den franske hovedstads nye, strålende net af boulevarder var en hovedinspirationskilde for de arkitekter og ingeniører, der havde ansvaret for at udkaste en plan for det hastigt voksende København. Uden om den middelalderlige bymidte skitserede de visionerne for en ny, lys og luftig storby med parker og brede færdselsårer.

Byens vækst oversteg imidlertid langt de forestillinger, som nogen havde haft ved århundredets midte. Nogle af de smukke planer blev virkeliggjort, andre blev kompromitteret eller ganske enkelt forkastet af hensyn til indtjeningen. Det betød bl.a. opførelsen af billige lejekaserner i de tætpakkede brokvarterer. Samtidig opførtes ud til de større strøggader luksusejendomme med store lejligheder til den stadig voksende overklasse og højere middelklasse, der var beskæftiget i den offentlige administration eller som funktionærer i de mange nye industri- og servicevirksomheder. Husene var udstyret med alle moderne faciliteter som rindende vand og afløb. Kloaksystemet var dog først i 1894 så udbygget, at man udover afledning af almindeligt brugsvand også havde kapacitet til at tillade indretningen af træk&slip i lejlighederne. Elektricitetsforsyningen og telefonvæsenet kom for alvor i gang i 1890erne.

De nye kvarterer blev også bebygget med en ny tids institutioner, der kunne matche de gamle adelspalæer og enevældens pragtbyggerier. Private teatre og forlystelsesetablissementer, banker og kreditforeninger, handelshuse, forsikringsselskaber og hoteller skød op sammen med skoler og læreanstalter, offentlige institutioner, en ny nationalscene, museer, brandstationer, sygehuse og byens højeste bygning, rådhuset, der stod færdig i 1905. Kun en mindre del af disse bygninger har ikke overlevet til i dag, og mange af dem udfylder stadig deres oprindelige funktion.  

Familien
Livet i storbyen betød en afløsning af familiens praktisk begrundede fællesskab, som man kendte det fra det oprindelige liv på landet. Familien var ikke længere den naturlige ramme om arbejdet. Fritiden kunne også tilbringes uden for hjemmets fire vægge, fordi underholdningen som så meget andet var blevet kommercialiseret i varieteer, teatre og værtshuse. Der var til enhver smag og pengepung. Selv sexlivet kunne afvikles ude i byen med myndighedernes tilladelse. Prostitution var legaliseret i perioden 1874-1906. Antallet af enlige mødre var højt. Familiens reducerede betydning blev af mange bekymrede iagttagere betragtet som opløsningen af samfundets moralske grundlag

Hovedstadens vækst 
I det meste af det 19. århundrede frem til 1870 udgjorde Københavns befolkning ca. 10 % af landets befolkning. Men så tog udviklingen fart. 20 år senere var det steget til en andel på 15 %, og godt 17 % hvis man tager det umiddelbare  opland med, dvs. Frederiksberg, Valby, Brønshøj og Sundbyerne. I absolutte tal bliver udviklingen tegnet endnu tydeligere. I København boede der i 1870 181.000 mennesker, godt 210.000, hvis forstæderne regnes med. I 1890 var tallet steget til 312.000, eller knap 400.000 med forstæder. Landets næststørste by, Århus, havde på dette tidspunkt blot 33.000 indbyggere. Væksten fortsatte, således at hovedstadsområdet kort efter århundredeskiftet kunne tælle over ½ mill. indbyggere. Også i sammenligning med de øvrige ligeledes hastigt voksende skandinaviske hovedstæder var København den største. Omkring 1880 havde den norske hovedstad, Kristiania (Oslo), og Stockholm i Sverige henholdsvis ca. 120.000 og 170.000 indbyggere.