| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Tidsskriftet_Taarnet.JPG)
Tidsskriftet Taarnet
De centrale figurer bag tidsskriftet Taarnet var de tre digtervenner Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen og Johannes Jørgensen. Johannes Jørgensen var redaktør og fra oktober 1893 til september 1894 så ti numre af tidsskriftet dagens lys, førend det gik i sig selv igen.
Taarnet bragte artikler om billedkunst, kunstanmeldelser og litteraturstof. Man skævede til de franske symbolister og gik på mange måder i deres fodspor, men dog hele tiden med en nordisk indadvendthed, der ikke var til at tage fejl af. Navnet Taarnet var dobbelttydigt. Dels var det en religiøs og kunstnerisk henvisning til trangen til at hæve sig over livet og sidde i et klostertårn for at drøfte kunst og religiøse anliggender, mens man kunne se op på stjernerne på himlens uendelige hvælv. Og dels var det en ganske konkret henvisning til Johannes Jørgensens arbejdsværelse, nemlig i et tårn i en hjørneejendom på Frederiksberg.
I Taarnet leverede netop Johannes Jørgensen hovedslaget mod naturalismens fortærskede problemdebat og indskrænkede fokus på det materielle i artiklen ”Symbolisme” i novembernummeret 1893. Og i anden forbindelse blev åndsaristokraten og forfatteren, franske Rémy de Gourmont, citeret i en artikel om maleren Ludvig Find for sin ret kategoriske udtalelse: ”Nu er Tiden vel kommen til at sige det ganske ærligt og oprigtigt: for Øjeblikket er der kun to Klasser af Kunstnere: de, som har Talent – Symbolisterne, og de som ikke har det – de andre”. Dermed var banen kridtet op til et opgør med naturalismen. I decembernummeret stod der om symbolismen, at den var i opposition til den gudløse naturalisme. Kunstnerens sjæl måtte hænge sammen med naturens sjæl. Virkeligheden blev et symbol på en højere verden, og kun et tyndt slør skilte kunstneren fra at "erkende den evige verdens sjæl, at se Gud".
En syntese mellem tekst og billede
Vægten i Taarnet lå på det litterære, men billedkunsten og ikke mindst det visuelle symbol havde stor betydning. Med vignetter af blandt andre Ludvig Find og Mogens Ballin placeret rundt omkring i tidsskriftet, tog Taarnet livtag med sin egen forestilling om kunsten som et samspil mellem alle følelseselementer og formdannelser. En oplevelsesenhed, om man vil – eller som engelske Edgar Allen Poe udtrykte det: Den største ros, man kan give en digter, er at han synes at se med øret. Begrebet Gesamtkunstwerk spillede en væsentlig rolle – også for Taarnets bagmænd. Ikke kun i forhold til kunsten, men også i forhold til kunstneren. Både Sophus Claussen og Johannes Jørgensen stillede sig selv ved malerlærrederne i troen på, at malerkunsten og digterkunsten var to sider af samme sag – eller på at lyden havde en farve og farven havde en lyd.
Taarnets kunstartikler og dets billedstof vidnede om redaktionens ønske om at føre nye retninger frem på flere områder. Billeder og symboler åbnede for fantasien, og ved at lade kunstformerne blive en del af det samme hele, opnåede man i bladet at få løftet indholdet op på det metafysiske plan. Det handlede ikke blot om kunst og litteratur – men om livet og døden. Kunstnerens opgave var at forstå naturens tegn og gøre dem forståelige for publikum. Heri lå altså også, at kunstneren var kommet et skridt nærmere Gud.
Katolicismen
En række af folkene i kredsen omkring Taarnet var katolikker – og den katolsk middelalderlige genre slog for alvor igennem i Taarnet med Mogens Ballin, der kom ind i arbejdet med januarnummeret (1894). Det religiøse kom dermed til at spille en voksende rolle – hvilket lå fint i tråd med tårn-symbolet, der jo hævede sig mod Gud – og afsondrede det grublende menneske fra verdens larm. Det religiøse islæt blev til gengæld begyndelsen til nye behov. Og med Taarnets ophør blev det snarere det mystiske og gudssøgende end det egentligt kunstnerisk litterære, der trak i redaktøren Johannes Jørgensen – der selv i 1896 endelig konverterede til katolicismen.
