| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Viggo_Stuckenberg.JPG)
Digter og forfatter (1863-1905)
Viggo Stuckenberg blev født i 1863 i Vridsløselille uden for København. Han hørte naturligt med til den kreds af digtere, der gjorde lyrikken og digterkunsten til hovedgenren inden for dansk litteratur i 1890’erne. Sammen med Johannes Jørgensen og Sophus Claussen deltog han i arbejdet med tidsskriftet Taarnet, hvor Johannes Jørgensen var redaktør, og hvor man tog kampen op med naturalismen og i stedet forsøgte at trække kunsten og litteraturen i en mere åndelig retning. I samme åndedrag må det dog siges, at Stuckenbergs værker i høj grad bunder i både romantikken og naturalismen. Selv om han rent litteraturhistorisk befinder sig blandt symbolisterne, er det ikke ham, der står tilbage som indbegrebet af symbolisme. Snarere står Stuckenbergs værker måske en anelse isoleret i et litteraturhistorisk perspektiv. Det gør dem dog langt fra mindre interessante.
Viggo Stuckenberg giftede sig i 1887 med Ingeborg Pamperin, med hvem han havde et konfliktfyldt ægteskab. Den selvbiografiske roman Valravn (1893) om en skilsmisse blotlægger en del af det stormfyldte forhold. Men historien mellem de to ægtefæller var ikke sort/hvid, og selv om Ingeborg forlod Stuckenberg flere gange, så har der næppe været tvivl om Stuckenbergs kærlighed til hende. I digtet ”Ingeborg” fra digtsamlingen ”Sne” (1901), skriver Stuckenberg:
Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer' ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;
og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.
I foråret 1903 forlod Ingeborg dog Stuckenberg for tredje og sidste gang. Året efter tog hun livet af sig på den anden side af jorden på New Zealand.
Litterært har ægteskabet mellem Viggo Stuckenberg og Ingeborg særlig interesse, fordi Ingeborg skrev med på romanen ”Fagre Ord” (1895). Romanen handler om to ægtefæller, der efter en skilsmisse forsones og sammen nedskriver deres kærlighedshistorie. Altså igen en meget selvbiografisk fortælling, der gengiver store smerter og store håb set med både mandens og kvindens øjne. Hvorvidt Ingeborg også har medvirket til andre af Stuckenbergs værker er genstand for nogen diskussion.
Viggo Stuckenbergs forfatterskab hører ikke blandt de mest læste fra perioden, og generelt vurderes det, at det er gennem sine digte, han formåede at markere sig bedst. Ligesom den øvrige produktion byggede digtene på Stuckenbergs eget liv. Som et eksempel på Stuckenbergs glimtvise symbolistiske træk kan nævnes digtet ”Efterår”, der afsluttes således:
Larmløs, kølig, en støvfin Regn,
der daler gennem den klamme Luft
og lægger sin duggende Aande
over en stilnet Sø,
mens Skoven, efteraarsøde,
ruger i evig Skumring
rundt om det sovende Vand.
(Fra digtsamlingen ”Sne”)
Blandt hans værker i øvrigt kan nævnes ”I Gennembrud” (1888) og ”Messias” (1889).
