| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Amalie_Skram.jpg)
Forfatter (1846-1905)
Amalie Skram blev født i Bergen og blev i en alder af kun 17 år gift med Skibsfører Müller, som hun fik to sønner med. Efter mange års ulykkeligt ægteskab blev ægteskabet opløst, og Amalie flyttede til Oslo, hvor hun begyndte at skrive artikler, anmeldelser og noveller.
I 1884 blev Amalie Skram gift igen med den danske forfatter Erik Skram, og de bosatte sig i København, hvor Amalie forsatte sit spirende forfatterskab. I 1885 debuterede hun således med romanen ”Constance Ring”, hvori hun anklagede mænd for deres seksuelle dobbeltmoral i forhold til kvinder. Bogen blev ikke positivt modtaget.
I ægteskabet med Erik Skram fik Amalie i en forholdsvis sen alder, 43 år, endnu et barn. Stresset over de også i dag velkendte vanskeligheder med at få forfatterskabet og arbejdet til at gå hånd i hånd med de hjemlige pligter medvirkede til, at Amalie i perioder led af store psykiske kvaler. I 1894 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital og blev herfra – modvilligt - overført til Sankt Hans uden for Roskilde. I 1899 opløstes ægteskabet med Erik Skram.
Amalie Skrams forfatterskab indskriver sig i den naturalistiske tradition, hvor fortælleren har en på en gang journalistisk og samtidig videnskabelig tilgang til sin historie. Men den virkelighed, Amalie Skram formåede at videregive til sine læsere, blev som noget nyt set med en kvindes øjne. Selv om Ibsen og andre med ham havde slået et slag for kvindens sag, så var virkeligheden set gennem kvindens egen optik alligevel en anden. Amalie beskrev således for første gang i norsk litteratur fænomener som seksualangst og psykisk uligevægt ud fra et kvindeperspektiv. Hun har således fået en særstilling i norsk litteratur på grund af sine skildringer af magtforholdene i familien og det patriarkalske samfund – både inden- og uden for hjemmets vægge.
I flere af sine værker kredser Amalie Skram om sammenhængen mellem de økonomiske og sociale kår på den ene side og menneskers tanker og følelser på den anden side. Og fattigdom levner tydeligt nok ikke megen plads til livsglæde. Dette fremtræder blandt andet stærkt i det store værk om ”Hellemyrsfolket” (1887-98). På samme måde fremhæver hun også sammenhængen mellem kvinders seksualforskrækkelse og de økonomiske og psykiske forhold, kvinden skal indordne sig under. Læst med moderne øjne bliver en del af Amalie Skrams budskab, at kvinden må prostituere sig for at få forsørgelse – hendes seksualitet bliver en del af en handelsaftale, som hun indgår med sin ægtefælle. Budskaberne hos Amalie Skram er dog ikke unuancerede, og hun har øje for, hvordan især de borgerlige fruer medvirker til at fastholde kvindeundertrykkelsen. Dels fordi de er illoyale over for deres døtre, der ikke får flere muligheder eller større frihed, end de selv havde, og dels på grund af angsten for at bryde med de sociale normer i samfundet.
I de selvbiografiske romaner ”Professor Hieronimus” og ”På St. Jørgen” (1895) beskriver hun tilværelsen på et sindssygehospital med dens mange omkostninger. Den daværende behandlingsform får her en lammende kritik for sin autoritære facon og umyndiggørende behandling. Særlig indlæggelserne på Københavns Kommunehospital hos professor Knud Pontoppidan har vakt Amalies vrede og frustration. Om hun dermed giver Knud Pontoppidan et velfortjent eftermæle kan givetvis diskuteres, men som et indlæg i debatten om behandlingen af psykisk syge og naturligvis også om behandlingen af kvinder, står de to romaner fortsat som væsentlige – ikke mindst i et historisk perspektiv.
Af andre værker kan ud af flere nævnes ”Bønn og Anfektelse” (1885), ”Agnete” (1893) og ”Sommer” (1899). Hertil kommer brevsamlinger og artikler mm.
