| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Henrik_Pontoppidan.JPG)
Forfatter (1857-1943) (Modtager af Nobelprisen i 1917)
Henrik Pontoppidan blev født i Fredericia i 1857. I 1874 begyndte han på Den polytekniske Læreanstalt i København, hvor han bestod første del, men aldrig afsluttede anden del. I stedet blev han i et par år tilknyttet broderen Morten Pontoppidans højskoler.
Henrik Pontoppidan blev gift i 1881 med Mette Marie Hansen og debuterede samme år med en novelle i tidsskriftet Ude og Hjemme. Pontoppidan og fru Mette fik sammen flere børn, hvoraf de tragisk mistede det ene. Ægtefællerne blev efter et ikke uproblematisk ægteskab skilt i 1892, og Pontoppidan giftede sig samme år med Antoinette Kofoed som han havde mødt nogle år forinden.
Henrik Pontoppidans forfatterskab tager livtag med spørgsmålet, om hvordan menneskelivet bør formes – og han stiller spørgsmålet med indsigt i både den menneskelige og den politiske natur. Realismen træder således forholdsvis tydeligt frem, stærkt hjulpet af hans skrivestil.
I romanen ”Lykke-Per” (1898-1904) diagnosticerer Pontoppidan det enkelte menneskes kors – fra det øjeblik, mennesket opdager sig selv: ”Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget sande jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse.”
Også politisk var Pontoppidan engageret, og kampen mod Estrup og provisorielovene blev kæmpet med glødende pen, men ikke med det ønskede resultat. Skuffelen over de udeblivende politiske resultater og over danskernes manglende engagement kommer blandt andet til udtryk i novellesamlingen ”Skyer” (1890) og hovedværket ”Det forjættede land” (1892-95). Pontoppidan deltog endvidere i sædelighedsfejden med værker som ”Mimoser” (1886) og ”Det ideale Hjem” (1900)
På det rent menneskelige plan er Henrik Pontoppidans sympati for bondebefolkningen dog tydelig, ligesom hans antipati for højskoleverdenen og grundtvigianismen er det samme. Og han kendte begge verdener indgående. Moralsk fastholder han begreber som pligt, anstændighed og udholdenhed – og begreberne skal næppe tildeles det ironiske tilsnit som nogle, også i hans samtid, har tillagt dem. Til gengæld skal der omvendt ikke herske tvivl om, at dobbeltmoralen står for skud i Pontoppidans forfatterskab. Hykleriet, falskheden og egoismen bliver spiddet uden skånsel. Og i Pontoppidans univers ligger fælheden, eller basilisken, i lige så høj grad begravet i det enkelte menneske som i de sociale strukturer. Pontoppidan skildrer med troværdighed både det gode og det onde på tværs af de menneskelige og de sociale bånd. Han er altså på ingen måde socialt fordomsfuld, kritikken går på tværs af samfundslag. Blandt andet novellesamlingen ”Fra Hytterne” fra 1887 rummer nogle af de mest bidske og kirurgisk skarpe noveller i dansk litteratur.
Litteraturhistorisk taler man om det pontoppidanske tvesyn. Der ligger nemlig i Pontoppidans værker en dobbelthed, der kan tolkes i den retning, at forfatteren mener to ting på samme gang – som en slags både-og-synspunkter. Dobbeltheden er svær at få styr på, men er i høj grad med til at give værkerne den nuancerethed, der gør dem så svære at ryste af sig. Ved at sætte to modsatrettede synspunkter i spil over for hinanden skaber Pontoppidan en spændstighed og alvor i sine værker. Ikke helt at vide, hvor forfatteren selv er, betoner behovet for, at man som læser selv må tage stilling til de problemstillinger, forfatteren har beskrevet.
Af Pontoppidans hovedværker bør ud over de allerede nævnte også nævnes ”Nattevagt” (1894), ”De Dødes Rige” (1912-16) og ”Undervejs til mig selv” (1943).
