| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Johannes_J%C3%B8rgensen.jpg)
Digter, forfatter og journalist (1866-1956)
Johannes Jørgensen blev født i 1866 i Svendborg, hvor han også døde i 1956. Kun 16 år gammel tog han til Købehavn, og efter at være dimitteret fra Nørrebros Latin- og Realskole begyndte han at læse zoologi og botanik, efter en kort tur omkring germansk og klassisk filologi. I studietiden blev han medlem af Studentersamfundet, hvor han blandt andre mødte Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen.
Johannes Jørgensen debuterede i 1886 med digte i et ugeblad, ”Nutiden”, og debuten blev opfulgt af en hel digtsamling, ”Vers”. Nogenlunde samtidig opgav Johannes Jørgensen sine universitetsstudier for i stedet at ernære sig som journalist. Fra 1891-92 fungerede han som redaktionssekretær af Kjøbenhavns Bjørstidende, hvor Ernst Brandes var chefredaktør. Hernæst kom han til Politiken, men dog kun for en kortere bemærkning, hvorefter han fortsatte sit journalistiske virke på en række andre københavnske dagblade.
Det var særligt gennem tidsskriftet Taarnet, at Johannes Jørgensen fik sat sit præg på Danmark i denne modstridningsfyldte periode i dansk kulturhistorie. Taarnet udkom for første gang i oktober 1893, og som redaktør af tidsskriftet fik Jørgensen placeret sig selv helt centralt som det danske talerør for symbolismen og samtidig næsten som bannerfører i opgøret med naturalismen, der både litterært og kunstnerisk lod meget tilbage at ønske for symbolismens søgende sjæle.
Efter tidsskriftet Taarnets ophør tog Johannes Jørgensen, hjulpet af den katolske billedkunstner Mogens Ballin, til Italien, hvor han blev stærkt grebet af både katolicismen og den hellige Frans af Assisi. Rejsen kom til at markere et skift i Johannes Jørgensens liv og forfatterskab. I sin flirt med det religiøse og med katolicismen fandt Johannes Jørgensen fornyet livsmod og frigørelse, og flirten blev gjort til alvor, da han i 1896 endelig konverterede til katolicismen. Det katolske liv blev dog ikke en ubetinget fornøjelse, og i årene omkring århundredeskiftet var Johannes Jørgensen hjemsøgt af store anfægtelser og menneskelige kvaler. Disse bidrog formentlig til, at ægteskabet med hustruen Amalie Ewald, som han var blevet gift med i 1891, ikke holdt.
Fra 1914 og frem til slutningen af Anden Verdenskrig var Johannes Jørgensen bosat i Italien, størstedelen af tiden i Assisi, hvor han også blev æresborger i 1922. Johannes Jørgensen nåede i disse år at møde kærligheden igen. Først i det hemmelighedsfulde forhold til den unge kvinde Andrée Carof og efter hendes død med Helena Klein, med hvem han også blev gift i en alder af over 70.
Johannes Jørgensen døde i sin fødeby Svendborg, hvor han også blev æresborger i 1936.
Blandt Johannes Jørgensens hovedværker fremstår måske særlig værkerne efter århundredeskiftet, nemlig ”Mit Livs Legende I-VII” og det berømte værk ”Den hellige Frans af Assisi”, der stadig udgives i nye udgaver og er oversat til de fleste sprog i verden. Fra perioden op til århundredeskiftet kan nævnes hans små romaner ”En Fremmed” (1895), ”Sommer” (1896) og ”Livets Træ” (1897)
