| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/J.P._Jacobsen.JPG)
Forfatter, digter og naturvidenskabsmand (1847-1885)
J.P. Jacobsen (Jens Peter) blev født i Thisted og tog som ung mand til København for at få studentereksamen. Det lykkedes, men dog kun med hiv og sving, og manden, der senere skulle blive kultfigur og inspirator for en hel generation, fik ironisk nok bemærkningen ”højst forstyrrende permanent Aandsfraværenhed” med sig fra sin latinlærer. Ironisk fordi læreren måske mente noget andet, men et trist gran af sandhed var der i bemærkningen. Jacobsens behov for at trække sig tilbage, hans skyhed og generthed, der voksede i takt med hans berømmelse, blev måske i sidste ende meget forstyrrende – eller foruroligende – for Jacobsen selv.
Allerede i pubertetsårene var J.P. Jacobsen optaget af såvel botanik som digterkunst. Og han praktiserede begge dele i sin hjemby Thisted helt fra de unge år. I studenterårene fortsatte Jacobsen den botaniske lidenskab, og måske var den medvirkende til, at det holdt hårdt med studentereksamen. J.P. Jacobsens egen mor troede snarere, det var ungdomskæresten Anna hjemme i Thisted, der distraherede sønnen, men det har næppe været hele sandheden. Samme Anna fik i øvrigt en sørgelig skæbne. Forholdet mellem hende og Jacobsen blev ikke til noget, og selv om det næppe har været et bristet hjerte alene, der drev hende ud i sindssyge, så har den ulykkelige kærlighed formentlig ikke hjulpet hende heller. Anna døde efter mere end 40 års ophold på Sct. Hans Hospital i Roskilde i 1924.
For Jacobsen selv gik det bedre, men heller ikke hans sind tegnede sig muntert. Trods engagementet inden for botanikken, så trækker der sig gennem hans litterære værker, og i særdeleshed i hans breve, en lang tråd af noget mørkt og tungt. Flere steder endda selvmorderiske træk.
J.P. Jacobsen forfulgte sin interesse for botanik ved universitetet, og det var ham, der bragte Darwins tanker om arternes oprindelse til Danmark. Det revolutionerende i Darwins teorier var at betragte dyr og planter som størrelser under udvikling, og ikke som endegyldige størrelser, hvilket man hidtil havde gjort. Med sin oversættelse af Darwins artikler blev det dermed J.P. Jacobsen, der gav evolutionslæren fodfæste i Danmark.
I 1870 udskrev Københavns Universitet en prisopgave om ferskvandsalger – desmidiaceer – og opgaven var som skræddersyet til Jacobsen, der indledte sine undersøgelser omkring Lyngby og Virum Mose. I 1873 afleverede han sin opgave og vandt universitetets guldmedalje. Samme år begav han sig ud på rejse i Europa, og under denne rejse mødte han Edvard Brandes med hvem han knyttede et venskab, der varede Jacobsens korte liv ud. Deres brevveksling er udgivet af Edvard Brandes biografen Kristian Hvidt og vidner om et konkurrencepræget, men også respektfuldt forhold mellem de to meget forskellige mænd.
J.P. Jacobsens to hovedværker, ”Fru Marie Grubbe” og ”Niels Lyhne” står som nogle af de mest markante i periodens litteratur. Trods deres forskellighed er begge romaner tydelige i deres ikke kun naturalistiske, men i virkeligheden også modernistiske træk. Mennesket og dets reaktioner sættes under lup, og situationer og mentale tilstande beskrives stemningsmættet og med en næsten underspillet sans for livets voldsomheder. Tragedier, dødsfald og skuffelser rammer personerne, men de udspiller sig med sarthed og en skræmt selvfølgelighed, der bygger på utrættelige kildestudier og omhyggelig litterær bearbejdning.
J.P. Jacobsen døde i 1885 af en tuberkulose, som han kæmpede mod i mange år. Allerede i 1873 under rejsen, hvor han mødte Edvard Brandes, viste de første sygdomstegn sig.
Det vil være en stor skam udelukkende at se J.P. Jacobsen i lyset af Det moderne gennembrud og Brandesbrødrenes optik. J.P. Jacobsens værker, der ud over romanerne omfatter både noveller og digte, er i lige så høj grad varslet om den moderne litteratur og er i nyere dansk litteraturhistorie da også i højere grad blevet set i dette lys.
