| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Sophus_Claussen.JPG)
Journalist og digter (1865-1931)
Sophus Claussen blev født på Langeland ud af en gårdmandsslægt. Hans far var folketingsmand for venstre, og familien flyttede til København i 1879.
Sophus Claussen blev journalist ved Horsens Folkeblad i 1886 og blev senere redaktør af Nyborg Avis, som faderen var medejer af. Han var således en af de mange af gennembruddets forfattere, der også ernærede sig gennem journalistikken som en optakt til sit litterære virke. Økonomisk var Claussens situation dog langt mere problemfri, end hvad der var tilfældet for mange af hans kolleger, da faderen hans liv igennem kunne holde et økonomisk sikkerhedsnet udspændt under digteren.
Claussen debuterede i 1887 som lyriker med digtsamlingen Naturbørn, samtidig med det litterære tidssskrift Ny Jord, en forløber til Taarnet, udkom. Disse var alle udtryk for det generelle stemningsskifte inden for litteraturen. Claussen blev på mange måder en af 90’ernes mest bemærkelsesværdige digtere, men var alligevel ikke rigtig forstået af sin samtid. Hans digtning var meget subjektiv og satte jeg’et i centrum, således at den personlige oplevelse og følelse fyldte digtet. Blandt andet heri består symbolismen, idet netop den personlige tilstedeværelse og oplevelse skaber digtet. Digtet bliver mere end en beskrivelse og kan i virkeligheden kun eksistere i kraft af sig selv. Hvor naturalisterne forsøgte at beskrive noget, man kunne se med det blotte øje, blev Claussens digt i sig selv til den genstand man kunne se og føle.
Det blev dog først med den næste digtsamling Pilefløjter (1899), at Claussen for alvor formåede at udfolde sig – og manifestere sig som en af de mest originale og læseværdige i dansk symbolisme. I 1892 rejste han til Paris og herfra skrev han sine ”naive breve” hjem til Politiken, senere samlet under titlen Antonius i Paris. Under mødet i Paris blev han gennem digteren Paul Verlaine introduceret for Charles Baudelaires univers. Allerede året efter udkom tidsskriftet Taarnet med Claussen og Jørgensen som ankermænd.
Seksualiteten og det erotiske spiller en stor rolle hos Claussen lige som hos de øvrige symbolister. Men driften i Claussens univers er poetiseret som hos få andre. Kvinden, lidenskaben og sproget bliver en treenighed i Claussens poesi, og den ene kan ikke adskilles fra den anden.
I digtet Anadyomene (1890) beskriver Claussen kvindefænomenet Eva Afrodite – et navn sammensat af det bibelske og det klassisk græske/hellenistiske. På mange måder altså to modsætninger, eller to uforenelige verdener. Og dog! For teoretisk har mangen en teolog forsøgt at blotlægge sammenhængen og slægtsskabet mellem det hellenistiske og det kristne univers. Claussen projekt eller mål inden for poesien er det samme – forsøget på at forene disse to verdener i sin digtning. Eva Afrodite figuren bliver en nerve, der følger Claussens digtning. Hun skifter navn og forklædning, men hendes rolle forbliver den samme modsætning mellem det kristne og det hellenistiske, det dæmoniske og det poetiske. Hun bliver det uforløste. Kærligheden, der aldrig blev. Kvinden, han aldrig fik. Begæret, der aldrig slukkedes.
Alt i alt rummer Claussens lyriske værker til dato nogle af de mest fantastiske litterære oplevelser for læseren, og det er med god grund, at man inden for dansk litteratur gang på gang vender tilbage til digteren.
Af andre værker fra perioden bør nævnes Valfart (1896) og Djævlerier (1903). Herudover består Claussens litterære produktion af en lang række digtsamlinger, blandt andre Heroica (1925 og Danske Vers (1912).
