| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Georg_Brandes.JPG)
Litteraturkritiker (1842-1927)
Georg Brandes blev om nogen den mest indflydelsesrige og betydningsfulde litteraturkritker i slutningen af 1800-tallet. Selv om også brødrene Edvard Brandes og i mindre grad Ernst Brandes står som væsentlige repræsentanter for Det Moderne Gennembrud, så blev det Georg Brandes, der fik ført det moderne liv ind under huden på danskerne. Hans forelæsningsrække med titlen Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur (indledt 1871) blev selve markeringen af Det Moderne Gennembrud – og det vil være umuligt at beskæftige sig med perioden, uden også at berøre Brandes.
Georg Brandes bragte Nietzsche, og også Goethe og Voltaire til Danmark. Meget i tråd med den uudtalte mission, han havde påtaget sig, nemlig at bringe Danmark ud af lilleput-søvnen og bringe landet op på niveau med resten af Europa, hvor oplysningstiden havde floreret længe, hvor Gud var død og samfundsstrukturerne og –skævhederne var sat til debat.
Og netop det at sætte problemerne under debat blev slagordet for Brandes kultursyn. Han forkastede Goethes-begreberne Det Gode, Det Skønne og Det Sande, men brugte dem alligevel i en re-defineret form, hvor videnskaben blev sandheden, og det sociale ansvar blev godheden. Begge dele blev tildelt ny og stor betydning for kunsten og litteraturen, der til gengæld ikke uproblematisk kunne indtage positionen som Det Skønne. Tværtom blev det som social kommentar, at litteraturen og kunsten kunne få sin berettigelse og blive af afgørende betydning.
Men trods mange unge tilhængere vandt Brandes’ idéer ikke uden videre indpas. Mens han på den ene side opsatte en fritænkning, realisme og modernisme som krav til litteraturen – så stod der stadig en stærk traditonel anden side med krav om rettroenhed, romantik og reaktion. Den voksende – eller i hvert fald konstante polemik – fik Brandes til at rykke teltpælene op, og i en årrække (1877-83) opholdt han sig i Berlin, hvor han arbejdede sig frem til en ganske betydningsfuld plads blandt de tyske kritikere. I 1883 vendte han dog hjem og tog atter bopæl i Danmark.
Også politisk deltog han i en overgang i oppositionen mod Estrups regimente, men nok mere af uvilje over for den fantasiløse højrepolitik end af egentlig kærlighed til de liberale idéer. I 1887 deltog han endvidere i ”Sædelighedsfejden” mod Bjørnson. Han satte sig stærkt tvivlende over for fortalen for større kønslig afholdenhed blandt den mandlige ungdom, som udgik fra mange moderne kredse. Snarere ønskede han måske større seksuel frihed for begge køn, om end han senere trak i land og modererede sine synspunkter, og måske i virkeligheden tabte interessen for det kønsmæssige aspekt i den generelle stræben efter og ret til individuel frihed.
Det er svært at sammenfatte Brandes betydning for dansk åndsliv i blot et par sætninger, men der er ingen tvivl om, at han har vakt til eftertanke og debat i et omfang, der vækkede Danmark fra en slumrende post-guldalder, og at han samtidig åbnede portene til verden udenfor og tilførte landet tiltrængte strømninger udefra. Han var en stor popularisator, men samtidig en udisciplineret individualist, der fik sine tanker bragt ud – også til de kredse, der ikke delte hans meninger. Georg Brandes blev starten på den kulturradikalisme, der stadig i dag er en bemærkelsesværdig del af den danske kulturscene.
Det tankevækkende billede, der står tilbage, er af en stor ånds- og kulturperson, der ikke har trukket spor efter sig qua sine egne værker, men først og fremmest gennem sit virke, sine meninger og sin samfundskritik. Brandes var således på ingen måde selv digter, men formåede alligevel at pårvirke utallige danske digtere i sin samtid – herunder J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og Sophus Schandorff.
Af Brandes egne hovedværker kan, udover den berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, nævnes: Det moderne gennembruds mænd (1883), bøgerne om henholdsvis Holberg (1894) og Shakespeare (1895-6), samt biografierne om Goethe (1914-15), Voltaire (1916-17) og Caesar (1918). Hans produktion tæller naturligvis langt flere værker, både afhandlinger og utallige artikler og indlæg i tidskrifter mm.
