Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
	Artikler
		Naturalisme, realisme og symbolisme
		Pressen og Litteraturen
		Revy
		Tidsskriftet Taarnet
	Biografier
Politik og erhverv
Musik
Byvandringer

Pressen og litteraturen

Selv om dansk pressehistorie og dansk litteraturhistorie ikke kan beskrives under et, så mødes de to linier under det moderne gennembrud, hvor især avisen Politiken blev hovedorganet for den realistiske litteratur.

Ofte var journalisternes egne karrieremål og virkelige interesse vendt mod det politiske, litteraturen eller teatret – hvor flere også endte. Georg Brandes, Herman Bang og Sophus Claussen er tre af Politikens bagmænd og skribenter, der på hver deres måde bidrog til avisens journalistiske indhold og stil i perioden.

Politiken blev stiftet af blandt andre Hørup og Edvard Brandes i 1884 som et kamporgan for Venstres radikale ”europæiske” fløj. Bladet markerede sig fra begyndelsen og blev enten hadet eller elsket for sine angreb på Højre-regeringens magtbegær, på højskolefolkenes slattenhed og de liberales anakronstiske romantiske forestillinger om virkeligheden.

De provisoriske love
Det skal ikke glemmes, at Højreregeringens provisorie-love også gjaldt for pressen:

Presseprovisoriet (1885): Fængselsstraf for den "der i tale eller skrift …ophidser klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse..." og for den "som offentligt fremsætter eller udbreder opdigtede eller forvanskede kendsgerninger..."

Stråmandsprovisoriet (1886): Ingen stråmand som redaktør, men den reelle redaktør ansvarlig overfor loven.

Så selv om Politiken blev stiftet som et kamporgan, så var der altså grænser for, hvor langt man kunne føre den politiske kamp. Måske blev kulturkampen derfor så væsentlig at få udkæmpet, fordi den på så mange felter spejlede, hvad der også gjaldt for det politiske liv. At tage kampen op med naiviteten og hykleriet i skildringen af virkeligheden inden for kunst og litteratur er jo i virkeligheden også at tage kampen op med virkelighedens hykleri og naivitet – i det politiske liv.

En opinionsavis
Det var Edvard Brandes, bror til Georg, der overførte kampen til åndslivet – og således inddrog de store fortalere for den realistiske litteratur. I løbet af 1890’erne blev Politiken, trods hyppige protester fra moralens vogtere, den toneangivende avis i København.

De farverige reportager, den elegante petitjournalistik, og de mange anmeldelser af kulturlivet især i storbyen gav Politiken den frække nerve, der langt op i det næste århundrede blev en del af avisens selvopfattelse. I den første abonnementskampagne lød det: ”Politikens opgave er at være organet for den højeste oplysning i det danske folk”. En sætning, der ofte er blevet holdt mod avisen af dens modstandere. Ikke desto mindre tog Politiken ”den højeste oplysning” alvorligt og blev måske det første oppositonsblad, der arbejdede med talent!

Inden for litteraturen dissekerede man verden og samfundet med en stræben efter objektvitet, og blandt andet heri ligger naturligvis forbindelsen til journalistens metode. Den uvildige beskrivelse, fortælleren, der bringer sin læser historierne som var det øjenvidneberetninger. Det samme gjaldt petit-stoffet, der bragte skæve vinkler og historier ind i avisen – nøjagtig som i litteraturen, hvor der også blev gjort plads til fascination af andre skæbner end de klassiske.

At ”sætte problemer under debat” er jo i høj grad et avisanliggende. At sætte dem under debat i kulturlivet gav det råderum for debat, som manglede under provisorielovene. Derfor gav litteraturen i perioden – gennem netop avisens anmeldelser og kritik – nogle af de mest væsentlige debatindlæg, man manglede for at bringe Danmark ud af sin Tornerosesøvn.