Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
	Artikler
		Naturalisme, realisme og symbolisme
		Pressen og Litteraturen
		Revy
		Tidsskriftet Taarnet
	Biografier
Politik og erhverv
Musik
Byvandringer

Naturalisme, realisme og den begyndende symbolisme

Det moderne gennembrud blev på alle måder et brud med det gamle, det konforme og det gængse. Ud af traditionernes sammenbrud opstod nye retninger inden for kunsten og litteraturen.

Udstilling af den borgerlige pænhed
Naturalismen og realismen blev gennembruddets livtag med den virkelige verden. I billedkunsten blev motiverne næsten som socialrealistiske kommentarer til samfundet, men også kun næsten. Inden for litteraturen derimod blev realismen en mere direkte kommentar til samfundet og dets indretning. Især på teaterscenen, hvor Henrik Ibsen lod borgerskabets forlorne pænhed udstille, og fra forreste række kunne publikum så få lov til at genkende sig selv i spejlet på scenen, om det så var i ”Samfundets Støtter” (1877) eller ”Et Dukkehjem” (1879). Pænheden og formlerne for god og opbyggelig kunst måtte vige til fordel for virkeligheden. Verden var ikke pæn – og litteraturen og dramaet måtte således forholde sig til de mindre pæne sider af virkeligheden.  Problemerne skulle, med Brandes ord, sættes under debat, og Herman Bang krattede også med sin velskrivende pen i den hvidkalkede borgerlige pænhed i romanen ”Stuk” (1887). Litteraturen og dramaet måtte være realistisk på samme måde som malerens penselstrøg. Uden omsvøb og gerne med et stænk af kynisme.

Det skønne og det hæslige
Men verden var ikke kun grim. Realisterne så det som deres opgave at give en virkelighedstro og sandfærdig genfremstilling af virkeligheden – med alle dens skønne og hæslige sider. Og ved netop at højne virkeligheden til det faktiske – og måske eneste – mirakel i tilværelsen, blev naturen og det naturlige også trukket frem som det oprindelige. Med videnskabelig akkuratesse beskrev man naturens små undere, og fremfor at finde meningen i kirken og i det religiøse liv, så fandt man meningen i det nære liv - i lysets spil i en vandpyt eller i det rationelle argument, der kunne bygge på sund fornuft. Skellet mellem etik og de naturlige drifter blev udviskede - eller i hvert fald forsøgt udviskede. Digteren og naturvidenskabsmanden J.P. Jacobsen, der senere nærmest blev en kultfigur for symbolisterne, begyndte netop med denne kliniske klarhedssøgen, der gjorde ham til selve essensen af den litterære naturalisme. Hver en detalje af menneskets adfærd og sindelag blev underlagt grundige undersøgelser, på samme måde som havde det drejet sig om botaniske studier, menneskesindet blev som et planteblad under luppen.

Man fik spørgsmålene, men hvor var svarene?
Det moderne gennembrud prægedes blandt andet af det nye mod til at kigge ud over Danmarks grænser og sammenligne sig med resten af verden. Man så storbyer skyde op rundt om i Europa, og man kopierede og versionerede, så vi fik det København, vi kender i dag. Denne udadvendthed og søgen i omgivelserne blev, måske meget selvfølgeligt, efterfulgt af en indadvendthed og en søgen i sjælen. Gennembruddet stillede måske i virkeligheden flere spørgsmål, end det gav svar. Man undersøgte, udforskede og vendte hver en sten i naturen og i byen, men det medførte en opløsning eller et hul, som hverken realisterne eller naturlisterne i sig selv var i stand til at udfylde. Meningen med det hele var i Brandesk forstand sat under debat, men debatten koncentrerede sig om problemerne, og flere og flere søgte efter svarene i stedet. Bruddet eller splittelsen blev mennskets grundvilkår – og hvordan skulle man leve med det?

Symbolismen blev med sin søgen i sjælen og de menneskelige sanser nøglen til at komme videre.