Billedkunst og skulptur
Artikler
Biografier
Anna Ancher
Michael Ancher
Otto Bache
Mogens Ballin
Vilhelm Bissen
Carl Bloch
Paul Fischer
Vilhelm Hammershøi
Niels Hansen Jacobsen
Otto Haslund
August Jerndorff
P.S. Krøyer
Ejnar Nielsen
Edvard Petersen
Theodor Philipsen
L.A. Ring
Joakim Skovgaard
Agnes Slott-Møller
Harald Slott-Møller
Rudolph Tegner
Laurits Tuxen
J.F. Willumsen
Kristian Zahrtmann
Carl Aarsleff
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
Musik
Byvandringer

Til forsiden
Sitemap


 



Det moderne gennembrud

Kristian Zahrtmann

Kristian Zahrtmann: Leonora Christina i Blåtårn. 1891


Maler (1843-1917) 

Kristian Zahrtmann tilhørte kunstnerkredsen omkring P.S. Krøyer og Th. Philipsen.
Hans kunst bar præg af en realistisk form der gjorde, at netop han kunne give guldalderens historiemaleri en sidste opblomstring i dansk kunst. Helt fremtrædende i Zahrtmanns værk står hans store serie med motiver fra prinsesse Leonora Christinas livshistorie, sådan som den bl.a. er skildret i hendes berømte "Jammers-Minde" (1674). I 1869 fik Zahrtmann værket i historikeren Sophus Birket-Smiths udgivelse, og fra da af leverede han utallige skildringer af heltindens liv og levned. De tidligste af disse Leonora Christina-billeder viser inspiration fra guldalderen, men i 1880'erne indebar kendskabet til værker af bl.a. Rembrandt en udvikling hen imod den stemningsmæssige konkretisering, mens 90erne medførte en mere teatralsk følelse og lysmættethed, der bl.a. er inspireret af Eugène Delacroix.

På grund af sin hang til "de store følelser" fik Zahrtmann kun ringe officiel anerkendelse for sine historiemalerier. Derimod blev hans historiemaleri påskønnet af tidens yngre og mindre traditionelle kunstnere.

Zahrtmanns historiemalerier vidner om hans insisteren på den klassiske dannelse og interesse for psykologiske aspekter. Det var dette, der gjorde ham til sin tids vigtigste kunstneriske lærerkraft, således at hans afdeling af Kunstnernes Studieskole ved Akademiet ligefrem kaldes Zahrtmanns Skole. Her modtog han omkring 200 danske, norske, svenske og finske elever, som nød godt af hans åbenhed over for eksperimenter.
Gælder det derimod det maleriske værk, må bedømmelsen være mere svingende. Med sin respekt for guldalderen fik han det problem, at han ikke nåede meget videre end til realismen og kun nølende modtog træk fra impressionismen i sine seneste billeder fra Italien. Derfor måtte han opleve, at impressionismens danske bannerfører, Karl Madsen, ganske vist skrev pænt om hans bedste Leonora Christina-billeder, men samtidig forholdt sig køligt til hans motiver fra Italien.