|
Det moderne gennembrud
Maler, grafiker, fotograf, keramiker, billedhugger og arkitekt 1863-1958 (Willumsen, Jens Ferdinand) J.F. Willumsen arbejdede både som maler, grafiker, fotograf, keramiker, billedhugger og arkitekt, og inden for alle disse områder har han skabt bemærkelsesværdige arbejder. Da hans aktive kunstnerliv strakte sig over mere end 70 år, efterlod han sig en særdeles omfattende produktion. Efter studier i København var han bosat i Paris fra 1890 til 1894, mens han i de følgende år arbejdede i København. Igennem 1890'erne orienterede han sig bredt i ældre og nyere kunst, og i sine egne meget varierede arbejder lagde han grunden til både ideerne og udformningen af sin senere produktion. I Paris blev Willumsen fortrolig med symbolismen, men i de følgende årtier ændredes hans stil i mere ekspressiv retning, mens det symbolske indhold fortsat var centralt. Under et ophold i Pont-Aven i 1890, hvor han blandt andre mødte Gauguin, malede han tre billeder med Bretagnekoner, og på en rejse i Norge i 1892 begyndte han på maleriet Jotunheim, som næste år blev udvidet med top- og siderelieffer og en formmæssig symbolsk ramme. Bevægelsesmotivet i Bretagnekonerne, fascinationen af bjergene og billedrammens særlige udformning udgør elementer, som hyppigt optræder i Willumsens produktion. I relieffet "Det store Relief" ville Willumsen give sine ideer form og vise, hvilken søgen og tvivl man må gå igennem for at blive et menneske med klare tanker. Relieffet, der blev påbegyndt i Paris i 1893, var tænkt udført i keramik, indlagt med træ, bronze, marmor, perlemor, m.m. Det var, sammen med værket "Jotunheim", Willumsens første monumentale værk, som blev fulgt af andre. I 1891 skabte han som det første i sin keramiske produktion den spektakulære "Familievase". Hans forsøg, eksperimenter og egne brændinger førte til andre vaser, undertiden med et kompliceret symbolsk indhold, dyrefigurer, enkeltdele til Det store Relief. Med denne og forældrenes gravmonument sluttede han sin keramiske produktion. Efter et besøg i Chicago i 1893 begyndte han at fotografere sine omgivelser, sine atelierer, sin familie og sig selv, ofte i et iscenesat arrangement. Flere af fotografierne blev inddraget i hans arbejdsproces, hvor de dannede forlæg for malerier, skulpturer og keramiske værker. I det meste af hans produktion er det karakteristisk, at der i hans arbejdsmetode indgår mange forsøg og undersøgelser af både teknisk og indholdsmæssig karakter, før han når til det færdige værk. Da Willumsen vendte tilbage til København, tegnede han i 1895 sit eget hus i Hell og var senere arkitekt for Den frie Udstillings bygning samt endnu en villa til sig selv. Han var ikke arkitekt for flere bygninger, men gav udkast til et museum for sine egne værker og samling. Willumsen arbejdede fra 1930'erne på at skabe et museum i Danmark for sine egne værker og for sin private kunstsamling. Først i 1957, året før hans død, lykkedes det at etablere et museum i Frederikssund for begge samlinger. Bygningen blev opført af Tyge Hvass, som indarbejdede Det store Relief i arkitekturen.
|
|||||||||||