| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Harald_Slott-M%C3%B8ller.jpg)
Maler 1864-1937
Harald Slott-Møller blev i 1880'erne anset for at være et af naturalismens største kunstneriske talenter og en af det moderne gennembruds foregangsmænd. Han gennemgik både malerisk og motivisk en markant udvikling fra det socialrealistiske billede "Fattigfolk i dødens venteværelse" fra 1886, over maleriet "Foråret" fra 1896, som er tydeligt symbolistisk inspireret, for til sidst at ende med et maleri, som var ude af trit med hans samtid. Sammen med Johan Rohde og hustruen Agnes Slott-Møller var han central for dannelsen af Den frie Udstilling, hvor han i 1891 vakte opsigt med en ny retning i sin kunst, der blandede symbolisme og naturalisme på suveræn vis. Også som formgiver vandt han tidligt anerkendelse som en af Skønvirkestilens markante kunstnere med udkast til bl.a. møbler og smykker, og hans væsentligste produktion inden for kunsthåndværk og -industri blev skabt indtil de første år af 1900-tallet.
|
/Harald_Slott-M%C3%B8ller.jpg)
Harald Slott-Møller og hustruen er i samtidens kritik såvel som i senere kunstlitteratur oftest omtalt og vurderet som par, og den gensidige påvirkning mellem de to meget forskellige personligheder var stor og vanskeligt gennemskuelig i et samspil, hvor hans talent er karakteriseret som malerisk og formelt og hendes som digterisk og teoretisk. Som hustruen var han fra den første rejse til Italien optaget især af landets middelalderlige kunst og af Middelalderen i det hele taget, ligesom mytedannelse og -fortolkning og tanken om Gesamtkunstværket optog dem meget. De blev stærkt påvirket af de engelske prærafaelitters kunstsyn, hvor æstetik, ideologi og moral var uadskillelige størrelser. Parret brød med Den frie Udstilling efter få år på grund af kunstneriske uoverensstemmelser, og kritikken blev efterhånden delt for sluttelig at vurdere hans kunstsyn som konservativt og hans talent som svindende. Kontroverserne kulminerede i den såkaldte bondemalerstrid, der i 1907 isolerede parret stærkt fra det øvrige kunstliv.
Forholdet til kolleger og kritikere var herefter præget af uforsonlig stemning og bitterhed fra parrets side, som måske har påvirket samtidens faglige kritik af deres værker. Det ideologiske fundament med udgangspunkt i en intellektuel kunstopfattelse, der var den egentlige baggrund for samtidens hårde dom over parret, var, set med eftertidens øjne, deres styrke og er en væsentlig baggrund for de senere års interesse for deres arbejde.
