| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Ejnar_Nielsen.jpg)
Maler (1872-1956)
Ejnar Nielsens møde med den midtjyske by Gjern i 1894 fik afgørende betydning for hans kunst. De skæbnetunge og gudfrygtige eksistenser fra Gjern og omegn, hvis tilværelse til tider var præget af ulykke, sygdom og død, gjorde et uudsletteligt indtryk på kunstneren. Under gentagne ophold i byen indtil 1900 gjorde Ejnar Nielsen Gjern-boernes liv til den motivkreds, der blev indbegrebet af hans kunst. I overensstemmelse med tidens symbolistiske tanker skildrede Nielsen her livets drama i malerier som "Den syge pige" (1896) og "Og i hans øjne så jeg døden" (1897) der begge er to meget indtrængende menneskefremstillinger. Udtrykket er monumentalt og kraftfuldt, enkle former og nedtonet farveholdning - en stil mange af de nordiske symbolister udtrykte sig i.
I mange af Ejnar Nielsens malerier spiller landskabet en væsentlig rolle. Specielt i billedet "Den blinde, Gjern" har landskabet en åndelig og symbolsk betydning. Den gyldne å slynger sig gennem den grønne blomstereng som en fryd for det seende øje. Det var oprindelig naturen og landskabet omkring Gjern, der tiltrak Ejnar Nielsen. Hans landskabsmalerier gengiver egnens forunderligt bakkede terræn, og de senere lysende gengivelser af bølgende kornmarker står som indbegrebet af det danske landskab.
Under et ophold i Paris (1900-01) var Ejnar Nielsen optaget af den franske symbolistiske maler Puvis de Chavannes værker. Her malede han det særprægede "Portrætgruppe" med det tavse, unge par på balkonen med udsigt over Paris' tage. Billedet tilhører en anden markant kategori i hans produktion, der først og fremmest omfatter store monumentale kvindeskikkelser. Det gælder eksempelvis kunstnerens første hustru, Marie Thaarup og kvinderne i Stenegelunden i Volterra. Flere af disse kvindeportrætter med en enkel, arkitektonisk baggrund, er blevet til under opholdene i Italien i begyndelsen af århundredet og under indtryk af især Andrea del Castagnos monumentale figurstil. Her forsvinder den melankolske undertone i hans billeder og erstattes af et nærmest religiøst og forklaret udtryk i en lysere kolorit.
Den udendørs mosaikudsmykning i hvælvet under Den ny Scene, "Stærekassen", ved Det kgl. Teater (1932-38) kan ses som en videreførelse af de monumentale figurkompositioner og kulminationen på flere forsøg med ikke-realiserede udsmykningsforslag. Motiverne er berømte danske mænd og folk, der arbejder, mens de lytter til radioen (bygningen husede oprindelig Statsradiofonien). Mosaikkerne forårsagede efter indvielsen en heftig polemik i pressen. Senere ændrede Ejnar Nielsens stil sig til det mere naturalistiske med kraftigere penselstrøg og en stærkere kolorit. Med alderen trak N. sig tilbage og helligede sig fortrinsvis landskaber og blomsterbilleder i mindre format.
