| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Carl_Bloch.JPG)
Maler (1834-1890) (Bloch, Carl Heinrich)
Carl Bloch indtager en væsentlig og betydningsfuld plads i dansk kunst i anden halvdel af det 19. århundrede, på trods af at han egentlig er ringe kendt i nutiden. Han spændte vidt både m.h.t. teknik og motiver. Foruden det malede oeuvre har han et fornemt grafisk værk af stor, både teknisk og æstetisk værdi. I samtiden var Bloch anset for en af dansk kunsts betydeligste malerbegavelser, en vurdering, som har været underlagt skiftende smag, men som, set i et langt historisk perspektiv, næppe kan anfægtes. Han må betragtes som den sidste store i rækken af senromantiske historiemalere. Han besad og udviklede en særlig måde at formidle indtrykket af stoflighed, både i levende og døde overflader. Rummet i hans malerier er altid gennemarbejdede perspektivkonstruktioner, ofte komponeret over diagonaler. Han beherskede både front- og x-perspektivet og havde ingen vanskeligheder ved at indføje persongrupper i disse grundkonstruktioner, ofte kombineret med en direkte appel fra en eller flere af personerne, hvis bevægelsesmønstre er tydeliggjorte som skuespillerens. Bloch underspillede skyggekonstruktionerne, hvorved han fremhævede motiverne og deres psykologiske pointer. I det hele taget spiller tydeliggørelse en fremtrædende rolle i hans formsprog og ikonografi. Han valgte gerne kendte symboler som liljen i Maria og Elisabeths møde (Bedestolen). Andre mere skjulte symboler kan afspejle en bevidsthed hos kunstneren. Det gælder f.eks. hans markeringer af snuskethed og de overdrevne muskelgrupper i de heroiserende mandsfremstillinger (Prometeus, Samson).
I hans tidlige værker kan farveholdningen parallelliseres med italiensk, især florentinsk kunst, mens clair-obscur virkningen er inspireret af nederlandsk 1600-tals maleri. Håndteringen af rumligheden, den kulørte farveholdning og clair- obscur virkningerne kan også skyldes indtryk af især fransk salonmaleri.
Hans produktion er klar og lineær. Fra genremaleriet og portrættet arbejdede han sig frem til historiemaleriet, hvis højdepunkter blev Prometeus og Bedestolen. I alle genrer berørte Bloch det erotiske. Det er fremstillet uden sødme og varme, men markerer dyriskhed og forgængelighed. Munkene og billederne af ældre mennesker er vist som tabt for al sensualitet, undtagen den forgangne og uopfyldte. Det uigenkaldelige og det uopfyldte er måske først og fremmest det budskab, man i moderne tid vil indtolke i billedernes motiver.
