| Til forsiden |
| Sitemap |
Det moderne gennembrud
|
/Mogens_Ballin.jpg)
Maler og kunsthåndværker (1871-1914) (Francesco Mogens Hendrik Ballin)
Mogens Ballin modtog privattimer i fransk hos Mette Gauguin på Frederiksberg, og her stiftede han bekendtskab med den dengang mest moderne kunst gennem den privatsamling af franske impressionister og værker af Gauguin, der befandt sig i hendes lejlighed. I 1889 rejste han for første gang til Paris, hvor han stod i nær kontakt med Gauguin og kredsen omkring ham, de kommende Nabis, som var en gruppe symbolistiske malere, der især malede religiøse motiver. I 1891 lærte han den hollandske maler Jan Verkade at kende, hvilket fik afgørende betydning for hans kunstneriske løbebane og personlige udvikling. De to unge malere besluttede at rejse til Bretagne, hvor de slog sig ned i Pension Gloanec i Pont-Aven. Senere rejste de i juni 1891 med Serusier til Huelgoat, hvor de kom i forbindelse med maleren og keramikeren Georges Rasetti. Ballin og Jan Verkade malede en række synthetistiske landskaber under Serusiers ledelse. I fællesskab med flere andre kunstnere satte de sig et mål for skabelsen af en ny og renere kunst, som de forgæves søgte at realisere. Det gjaldt om at give udtryk for en større dybde i det åndelige liv, hvor selve kunstværket på alle måder kun var et ydmyghedens symbol på den nye vækkelseslignende åndelige stræben. Det visuelle resultat af denne stræben gav sig udtryk i et billedsprog, der på mange måder må anses for at være blandt de allerførste forsøg på at skabe et abstrakt maleri, der havde et indre slægtskab med den byzantiske kunst.
I sensommeren 1892 rejste Ballin alene til Italien, hvor han søgte optagelse i den katolske kirke, og ligesom mange andre af tidens symbolister konverterede han til katolicismen og fik ved den lejlighed fornavnet Francesco. Samme år vendte han tilbage til København, hvor han blev særdeles aktiv i kredsen omkring Johannes Jørgensen og tidsskriftet Taarnet. Heri fandt han sammen med digteren et forum for sine symbolistiske og religiøse idealer.
Som kunsthåndværker koncentrerede Ballin sig om at genindføre tin som kunstindustrielt materiale og vakte behørig opsigt med sine ideer både i Danmark og udlandet, især Tyskland. Han lod sig især påvirke af Willumsen, hvis formsprog han oversatte på en personlig måde. Det han ville, var først og fremmest en betoning af det håndværksmæssige, forbundet med en dyb sans for den folkelige håndværkstradition. Herigennem fik han afgørende betydning for den danske variation af Jugendstilen, Skønvirke, og hans værksted fik afgørende betydning for Georg Jensen og Just Andersen. Efter hans hustrus død i 1907 solgte Ballin værkstedet for helt at hellige sig sin pædagogiske virksomhed ved den katolske højskole.
