Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
Musik
	Artikler
	Biografier
Byvandringer

Optakten til det musikalske gennembrud

Johan Svendsen og Edvard Grieg
Perioden fra 1870 til århundredeskiftet markerer ikke et stort musikhistorisk gennembrud. Gennembruddet kommer først i begyndelsen af 1900-tallet, og det betyder, at slutningen af 1800-tallet kun slår de indledende takter i den store sammenhæng. De er der til gengæld, de indledende takter. Ikke mindst gennem de store talenter, der for det første kunne sætte sig deres helt personlige spor i tiden og for det andet også banede vejen for det musikalske miljø, vi kan nyde godt af i dag. Ikke kun når vi lytter, men også når vi tænker på og færdes i den musikalske tradition, vi på ingen måde kan tage for givet.

Både Johan Svendsen og Edvard Grieg var nordmænd, men København kom for dem begge til at spille en rolle for deres liv og virke, ligesom de i øvrigt begge studerede på musikkonservatoriet i Leipzig. Deres spor krydsede hinanden, Grieg forlod konservatoriet i 1862, og Svendsen begyndte i 1863.

Den musikalske arv
I Danmark skylder vi Johan Svendsen en særlig tak, idet han tilbragte et kvart århundrede i København, og fra 1883 var kapelmester ved Det Kongelige Teater. Her løftede, fornyede og nærede han den danske musiktradition i en grad, vi til dato nyder godt af, og som dirigent var han afholdt, respekteret og beundret af såvel publikum som sit kapel. Årene i København var måske af samme grund ikke de år, hvor Svendsen fik komponeret mest, og de fleste af hans værker er da også blevet til i perioden 1865-1880. I disse værker afslører Svendsen arven fra Leipzig og den tyske romanticisme. Indflydelsen fra Liszt og Wagner skinner igennem, men med en friskhed og kulørthed i brugen af orkestret og dets samlede lyd og kraft. En demonstration af musikalsk mod og overblik.

Nationalfiguren Edvard Grieg
Edvard Grieg er om nogen blevet en nationalfigur for Norge – og med god grund. I 1814 slap Danmark sit politiske jerngreb om nordmændene, der til gengæld måtte indgå i en union med Sverige, frem for at få deres længe savnede selvstændighed. Den kom først i 1905. Grieg komponerede i den sidste halvdel af 1800-tallet musik, der måske mere end noget andet udtrykte den nationale karakter, Norges egen stemme, som man efterhånden brændte for at befri.

Som hos Svendsen mærker man også hos Grieg vitaliteten og friskheden, men med rytmiske og melodiøse karakteristika, der næsten kan minde om folkemusik. Hvor Svendsen kom til at spille en stor rolle i København, gjorde Grieg det i Norge. Også han var berejst og bosatte sig et par år i 1860’erne I København, men det var først og fremmest i Oslo og Bergen, han påtog sig opgaverne som musikalsk fornyer og forkæmper. Som pianist, dirigent og ikke mindst som komponist.