Billedkunst og skulptur
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
	Artikler
	Biografier
Musik
Byvandringer

Samfundsudviklingen 1870-1900

Det moderne gennembruds danske samfund var en nærmest stakåndet afsked med Guldalderens hestetrukne enevælde. Nederlagsstemningen efter 1864, "Sårfeberen fra Dybbøl", som Herman Bang kaldte den, var hurtigt slået om i en virkelyst og økonomisk ekspansionstrang, der til indledning red med på et generelt europæisk opsving. Landbruget lagde fra 1880erne om til animalsk produktion beregnet på eksport. Fra den nye havn i Esbjerg blev der udskibet smør, flæsk og æg til det store britiske marked. Til gengæld hjalp britiske ingeniører med at indføre den nyeste og mest moderne teknik i Danmark.

Industrien, jernbanerne og handelsflåden blev drevet frem af højtryksdampmaskiner. Stolt pegede man på røgen fra de høje skorstene, for den var et tegn på liv og virksomhed. Aldrig før eller siden har kogt vand spillet så central en rolle i en epokes selvforståelse; damp signalerede en pagt med fremtiden, brandvæsenet slukkede med dampsprøjter, og op skød dampvæverier, dampvaskerier, dampbagerier og sågar en fabrik, der fremstillede dampchokolade.

København
I København blev friheden og den friske luft hilst velkommen, da byen brød igennem sine gamle volde. Indbyggertallet voksede dramatisk og infrastrukturen blev tilsvarende moderniseret: sporvogne, kloakker, telefoner, elektricitet, cykler og langt om længe i 1894 træk og slip. Al denne fornyelse fremmede naturligvis nostalgien og længslen efter de gode gamle dage, men fortiden var blevet principielt uinteressant. Den blev stuvet af vejen på museer, for når en ny tids entrepenører tog sagerne i egen hånd, handlede det om fremtiden. Der blev bygget som aldrig før, og når det skulle være rigtig fint, var Paris forbilledet. Til brug for det repræsentative institutionsbyggeri forlod man det gamle Københavns skrabede nyklassicisme til fordel for en overdådig blandingsstil, der hentede sin inspiration i mange historiske epoker. Bag facadernes sandstensdekorationer og forsiringer gemte sig en konstruktion af moderne materialer: beton og støbejern. Størsteparten af byggeriet var dog boliger, der i kvalitet strakte sig fra strøggadernes luksuslejligheder til baggårdenes billigste spekulationsbyggeri af mursten og træ.

Det moderne gennembrud var en folkevandringstid. København og købstæderne aftog en stor del af fødselsoverskuddet på landet, og resten rejste mod Amerika, hvor fremtiden var endnu mere nærværende. Verden blev mindre. Faste skibs- og jernbaneforbindelse, transkontinentale telegraflinier og et stort udbud af billige aviser gav stort set alle mulighed for at følge med i begivenheder over hele kloden.

Fra pøbel til folk
Hvad man tidligere noget foragteligt havde kaldt pøbelen, var efter grundlovens givelse modnet til et folk. Hvor pøbelen tidligere kun havde været en anfægtelse for eliten, hvis det trak op til gadeoptøjer, måtte alle indstille sig på, at folket nu var en brik, man måtte regne med i det daglige politiske spil.  Det huede ikke de gamle magthavere, men efterhånden måtte de finde sig i, at bønder og arbejdere også kunne lade deres røst høre på tinge. Bønderne organiserede sig i partiet Venstre, og arbejderne i Socialdemokratiet. Som en væsentlig del af deres selvforståelse indrettede de sig med egne kulturelle institutioner, der kunne tjene til at hævde deres agt i egen ret.

At århundredeskiftet nærmede sig, gav en klar fornemmelse af, at en epoke var ved at rinde ud, og at en ny tid trængte sig på. Man har sammenfattet denne oplevelse af forvandling med det franske begreb fin de siécle, der betyder århundredets afslutning. Frygten for degeneration og forfald blev afværget med troen på videnskabens, medicinens og hygiejnens løfter om en renere, lysere og bedre fremtid.