Det moderne gennembrud

Periodens teater og litteratur

Det moderne gennembruds teater og litteratur burde måske i virkeligheden stå beskrevet under kategorien Politik. For hvis der er noget, der præger litteraturen og dramaet i 1870’erne og 80’erne – og for så vidt også siden hen, så er det netop den eksplicitte brug af litteraturen og dramaet som politisk kommentar.

Da Georg Brandes i sin berømte forelæsningsrække slog til orde for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat, blev det startskuddet til en ny litterær epoke, der satte sig dybe spor i den litterære og dramatiske tradition, der fulgte. Ikke overraskende blev den politiske revy født ud af denne periode, og de skrå brædder lagde også scene til problematiserende teaterstykker som for eksempel Henrik Ibsens. Naturligvis havde allerede Holberg i 1700-tallet på teatret lagt op til mere end en række politiske eller samfundskritiske bemærkninger i sine stykker, men med gennembruddet blev der gravet dybere i samfundets sår. Det var ikke kun magtens mænd eller vilkårlige fjolser, der måtte stå for skud, det var også den almindelige borger, der ikke var vågnet op af sin borgerlige tornerosesøvn – hykleriet også blandt hjemmets fire vægge blev spiddet på scenen af Ibsen og i litteraturen af Herman Bang og J.P. Jacobsen.

Farvel til eventyret
For litteraturens vedkommende blev gennembruddet i mere end en forstand eventyrets sammenbrud. Ved H.C. Andersens død i 1875 havde historierne allerede fået en helt anden lyd end tidligere. Eventyret og poesien måtte vige pladsen for virkeligheden. Naturen blev ikke længere dyrket for sin nærhed til Gud - men for sig selv. Oplysningstiden nåede dermed til Danmark med små 70 års forsinkelse. Botanik og zoologi blev modefag på Københavns Universitet, og de to fremtrædende skikkelser fra perioden, J.P. Jacobsen og Johannes Jørgensen læste netop disse fag. Det er næppe noget tilfælde, at netop de naturvidenskabelige fag blev så populære. Naturalismen hentede netop sin metode fra naturvidenskaben – med videnskabelig akkuratesse og minutiøsitet blev ethvert fænomen undersøgt som var det et blad, hvis netværk af fine årer skulle kortlægges. Mennesket blev en biologisk og psykologisk størrelse.

Det gjaldt naturligvis også for skildringen af hverdagen og samfundet. Og selv den hjemlige intimsfære, der førhen havde været kunstnerisk uinteressant og tilhørt privatlivets fred og fortrængninger, fik nu sin plads i kunsten. Uretfærdigheder og paradokser dukkede op til overfladen. Om det så var den snærende seksualmoral, samfundets sociale uligheder eller mistilliden til Vorherres eksistens.

Gennembrud, sammenbrud og sjælens genopstandelse
Det moderne gennembrud var altså også et sammenbrud. Og sat lidt på spidsen kan man måske fristes til at sige, at naturalismen også blev sjælens eller det åndeliges sammenbrud. Politisk og moralsk var naturalismen adgangsbilletten for det danske kulturliv til at træde ind i de voksne rækker. Skællene faldt fra øjnene – og det var godt. Men gennembruddets videnskabelighed placerede sig i kanten af det fantasiløse. Hvor lang tid kunne man forfølge et frigørelsesprogram fra kristendommens snærende bånd, førend et nyt behov for åndelighed, sjælelig fordybelse og søgen efter helhed ville trænge sig på igen? For hvor naturalisterne som udgangspunkt følte sig begrænset af kristendommen, så følte efterkommerne sig begrænset af den åndløse tilgang til virkeligheden. Var verden ikke mere end hvad øjet kunne se?

Det blev det spørgsmål, der satte skub i symbolismens frembrud i Danmark. Kunsten måtte udtrykke en sjælelig tilstand eller virkelighed. En følelse, en længsel, en ro eller uro. Det man ikke ser med øjet, men fornemmer – med bevidstheden.

Baudelaire og symbolismen i Danmark
Det blev den franske digter Charles Baudelaire, der udtrykker det nye behov. Allerede i 1857 udsendte han digtsamlingen ”Les Fleurs du Mal” (Helvedsblomsterne), som Johannes Jørgensen introducerede for Danmark i begyndelsen af 1890’erne. Digtsamlingerne og lyrikken bliver generelt hvad der kommer til at præge litteraturen i 1990’erne med digtere som blandt andre Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, men også de forfattere, der fastholder romanerne, som for eksempel Henrik Pontoppidan, inddrager de symbolistiske udtryk i deres værker. Henrik Pontoppidan gør det blandt andet i ”Nattevagt” (1894).

Symbolismen har som litterær periode lidt en vanskelig skæbne. Med en bannerfører som Johannes Jørgensen, der endte med at blive katolik som en løsning på sin sjælelige søgen, har eftertiden stået efterladt med en berøringsangst i forhold til perioden. Var religionen virkelig svaret på symbolismens spørgsmål? Næppe, vil man svare i dag. Og i lyset af de sidste 10 års fokus på periodens især billedkunstneriske udtryk, har symbolismen atter fået en mere nuanceret plads – også inden for litteraturen.