Billedkunst og skulptur
	Artikler
	Biografier
Arkitektur og kunsthåndværk
Litteratur og teater
Politik og erhverv
Musik
Byvandringer

 Den nye verden

Min Hensigt med det Værk, jeg her begynder, er den: gennem Studiet af visse Hovedgrupper og Hovedbevægelser i den europæiske Literatur at give Grundridset til en Psykologi af det 19de Aarhundredes første Halvdel. Aaret 1848, der betegner et europæisk Uvejr, et historisk Vendepunkt og derved en foreløbig Afslutning, er den Grænse, til hvilken det er min Agt at følge Udviklingens Gang. Tidsrummet fra Aarhundredets Begyndelse til dets Midte frembyder Billedet af mange spredte og hinanden tilsyneladende uvedkommende literære Bestræbelser og Særsyn. Men den, der fæster Øjet paa Hovedstrømningerne i Literaturen opdager, at Bevægelserne lader sig føre tilbage til én stor Hovedrytme med dens Ebbe og Flod: den gradvise Synken og Forsvinden af det foregaaende Aarhundredes Følelses- og Tankeliv og Fremskridtsidéernes Tilbagevenden i nye, stedse højere stigende Bølger.
                                                      Georg Brandes 1871

Således startede Georg Brandes sin berømte forelæsningsrække "Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes europæiske Litteratur" på Københavns Universitet i 1871. Danmark skulle forandres og kulturlivet blive moderne - enhedskulturen var brudt, og de nye tider satte spørgsmålstegn ved de gamle værdier. Gud, konge og kirke var ikke længere garanti for sandheden. Brandes lagde op til en bredere samfundsorienteret debat, hvor både kunst og litteratur fik en vigtig og ny rolle. I stedet for at understøtte "den gamle verdens" værdier skulle kunsten "sætte problemer under debat", være mere virkelighedsnær og samtidsorienteret og skabe et rum, hvor fremskridtsidéerne kunne diskuteres og gro. Det enkelte menneske skulle danne en selvstændig mening, være individuel, og dermed var grunden til en moderne verden lagt.

Franske impulser
Brandes ville sparke dørene op til Europa og lade den nye verden komme ind. Han var fremskridtets mand og satte i forelæsningen ord på de nye europæiske strømninger, der kom til at præge hele det moderne gennembruds kulturliv i Danmark. I litteraturen kunne de nye tanker hurtigt spores, men i malerkunsten fik realismen først sit endelige gennembrud i 1880 med P.S. Krøyers store maleri Italienske Landsbyhattemagere. Guldalderens nationalromantik blev afløst af en mere åben og international holdning, og valget af motiver ændrede sig. Der kom større fokus på "almindelige mennesker" – realistiske skildringer af arbejdende folk og fattigdom. Kunstnerne ønskede ikke længere nødvendigvis at idealisere og forskønne deres motiv, de ønskede i højere grad at skildre virkeligheden. Forbilledet var de franske realister, der gik foran og blev den europæiske avantgarde - en strømning, der gennem firserne vandt uigenkaldeligt frem.

En stor del af dansk figurmaleri lader sig ikke forklare uden netop det franske forbillede og et billede som Krøyers Hattemagere, der blandt andet påvirkede kunstnere som brødrene Henningsen og den unge Harald Slott-Møller. Kunstnerne begyndte at skildre hverdagen med udgangspunkt i deres eget liv, og familiefølelsen fik en plads i kunsten, noget der hidtil ikke havde været betragtet som fint nok til lærredet. De nære motiver var ikke kun fra store begivenheder (fødselsdage, begravelser og giftemål) som tidligere, hverdagslivet fik i stedet en plads med kunstnere som Viggo Johansen, Julius Paulsen, Peter Ilsted, Vilhelm Hammershøi, Otto Haslund og Carl Holsøe.

Kun inden for billedhuggerkunsten fastholdt man en mere rendyrket portrætkunst – men også den var anderledes end tidligere. Usikker efter arven fra Thorvaldsen kæmpede skulpturen sin egen kamp for at bryde igennem og blive moderne. Det lykkedes dog kun til en vis grad med ydmyge og nervøse skikkelser, der set i et kunsthistorisk lys får periodens skulptur til at fremstå som en svagelig figur, som ikke helt har fundet sin moderne form endnu. 

Polarisering
Den franske realisme fik stor indflydelse på malerkunstens udvikling i 1880'erne, og med den nye åbenhed over for Europa tog udviklingen fart. I slutningen 1880'erne var polariseringen på den danske kunstscene et faktum. På Kunstakademiet fulgte man dog ikke med tiden, men fastholdt i stedet nationalromantikkens idealer og kompositionslære. De yngre kunstnere gjorde derfor oprør og dannede De frie Studieskoler og Den frie Udstilling som henholdsvis et alternativ til akademiet og til Charlottenborgs årlige censurerede udstillinger.

Kredsen omkring den frie udstillingsbygning havde ikke overraskende Paris som inspirationskilde, og Danmark var for første gang i mange år på fuld højde med resten af Europa - de danske kunstnere tilhørte den europæiske avantgarde, med Johannes Jørgensen, J.F. Willumsen, Johan Rohde og Vilhelm Hammershøi i spidsen.

Tiden mellem 1870 og 1900 var altså præget af mange forskellige strømninger. Kunstnerne orienterede sig bredt. Paris var den primære inspirationskilde, men også både engelske og tyske strømninger fik indflydelse på nogle af de danske kunstneres individuelle stil. Hvis der var en fælles stræben, var det "internationalisering" og et stærkt ønske om at bryde med andedammens kvælende indelukkethed. Et fælles ønske om at blive "moderne"!!